Her finder du et moderne bryggeri med fremragende øl, værksteder med innovativ glaskunst og smykkedesign, der giver genlyd ude i verden side om side med et klassisk bådværft, et vodbinderi og en smedje. En god blanding af intakt maritim atmosfære og moderne kunst og design, som gør Hundested til en ganske særlig oplevelse.
I udkanten af byen kan du besøge polarforskeren Knud Rasmussens Hus i det unikke naturområde ved Spodsbjerg Fyr. Den smukke stråtægte bygning blev opført i 1917 og har fungeret som museum siden 1939, hvor Knud Rasmussens enke, Dagmar, overdrog huset til offentligheden. Det ligger på en stor naturgrund med udsigt over Kattegat.
Tag også en afstikker til det rå og autentiske Lynæs, som er et paradis for wind- og kitesurfere, og hvor du finder charmerende vildmarks overnatning. Her i det idylliske fiskerleje, finder du en moderne lystbådehavn, gode spisesteder, nye og anderledes overnatningsformer, spændende aktiviteter, dejlig natur og en autentisk charme.