Sølager - Kulhuse Færgen
Kom hurtigt mellem Halsnæs og Hornsherred med den lille charmerende færge Columbus. Færgen sejler fra d. 1. april- 22. oktober 2023.
Hop på cykel eller tag bilen....Skal turen gå til enten Hundested eller Jægerspris? Den lille færge Columbus tager dig på 8 minutter fra en del af landet til en anden.
Den lille færge sejler fra Kulhuse i Hornsherred til Sølager ved Hundested i perioden fra den 1. april - 22. oktober 2023.
I vinterperioden skal man køre over Frederiksværk og Frederikssund.
Tag cyklen eller bilen med over
Der er masser af oplevelser der venter på at blive udfoldet på begge sider af fjorden. Tag for eksempel den smukke cykeltur gennem Nordskoven ved Jægerspris og se den gamle Konge Eg, som er Nordeuropas ældste træ. På turen gennem skoven kommer i også til det gamle Jægerspris Slot, hvor i kan gå på opdagelse i slotsparken, museet og mindelunden.
I Hundested kan i gå på opdagelse i kunst og kultur på Hundested havn. Her kan i besøge et spændende glaspusteri med arbejdende værksted, opleve den berømte Sandskulptur Festival eller blot lade jer forkæle med lidt god mad på kajkanten med udsigt over hav og fjord.
Polarforskerens spændende museum, Knud Rasmussens Hus ligger smukt placeret blot en kort cykeltur fra havnen. Her kan i opleve Grønland gennem polarforskerens egne fortællinger.
Sejltider & priser
Færgen sejler efter behov dagen igennem. Overfartstiden er 8 minutter. For sejltider og priser henvises til færgens hjemmeside www.mfcolumbus.dk Fra Sølager er der ca. 4 km til Hundested by og havn og ca 2 km til Lynæs Havn og ca. 8 km til Frederiksværk by.
Der kan på færgen betales med kontanter, mobilepay samt betalingskort (Dankort, Visa, Visa elektron, Mastercard, Maestro, JCB Cards, American Express.
Afgang hverdage fra Kulhuse kl. 7.30 og weekend kl. 10.00 Derefter sejler færgen efter behov frem til sidste tur. Benyt venligst signalet.
Færgens historie
Columbus blev bygget i 1947 på Frederiksstad Mekaniske Værft. Hendes døbe navn var Vakre Maren og frem til 1962 sejlede Vakre Maren under norsk flag, hvorefter hun blev solgt til Danmark. I 1962 blev Vakre Maren ombygget og omflaget til sejladsen mellem Kulhuse havn og Sølager, dette skete på Nordhavnsværftet i København.
Fra 2002 til 2005 sejlede færgen mellem Fyn og Fænø, indtil Jægerspris Kommune (Frederikssund Kommune) købte den og genindsatte den på ruten mellem Sølager og Kulhuse. Hvor den idag sejler.
Kapacitet: Færgen har plads til 8 personbiler og 70 passagerer. Færgen medtager både biler, campingvogne, cykler og gående. Bemærk dog at færgen KUN medtager biler med max. 3 tons akseltryk.
Tag Isefjorden rundt med 4 færger
Med en fællesbillet til de fire færger som kan tage dig rundt om Isefjorden, kan du komme på oplevelse i Fjordlandet. Turen rundt om Isefjorden en smuk og ofte en uopdaget mulighed. her findes smuk og afvekslende natur med kilometerlange sandstrande, skove og landskaber med herregårde, kirker, hyggelige landsbyer og fine købstæder.
Ud over M/F Columbus indgår Orøfærgen fra Holbæk-Hammerbakke og Hundested – Rørvig færgen i turen. Billet til turen kan købes på færgerne. Billetter til turen gælder KUN i perioden 1. april - 22. oktober. Man kan benytte både bil og cykel og motorcykel.