Tag familien med på cykeltur - 16 km. rundt om Hundested
Denne tur er perfekt for familier med mindre børn og byder på mange stopmuligheder, herunder Spodsbjerg Fyr, Knud Rasmussens Hus, Kikhavn, Tothaven, stranden ved Sølager, Lynæs havn og Hundested Sandskulptur Park.
Her venter oplevelserne på jer, og den maritime stemning mærkes straks. Restauranter, caféer og et aktivt kunsthåndværkermiljø rammer turen ind.
Fra Hundested Station følger I Skansevej og den skiltede cykel- og vandrerute "Nordkyststien" til Spodsbjerg Fyr og videre til Knud Rasmussens Hus. Ruten fortsætter langs kysten med flot udsigt, til I når det gamle fiskerleje Kikhavn. Hvis I har badetøj med, er dette et godt sted at tage en dukkert.
- Hvis du starter turen på Vibehus Station:
Fortsæt mod Lynæs på Frederiksværksvej og start turen ved Lynæs Havnevej. Alternativt, tag toget til Hundested Station - 1 stop. Hvis du starter turen på Dyssekilde Station:
Kør mod Tømmerup på Torupvejen ( ca. 2 km.) og start turen i krydset Torupvejen/ Torpmaglevejen. Alternativt, tag toget mod Hundested til Østerbjerg Station - 1 stop.
Efter at have udforsket Kikhavn og nydt de mange stråtækte huse, går turen ind i landet til besøgsbondegården Tothaven. Her kan I nyde deres hjemmelavede is af gedemælk og tage frisk gedeost med hjem. Børnene kan klappe geder, høns, ænder, ponyer, kaniner og grise.
Turen fortsætter over Halsnæshalvøen til Sølager på sydkysten af Halsnæs, en del af Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
I Lynæs havn og på stranden i Lynæs er der aktiviteter hele året; såsom vinterbadning, kajakkurser og wind- og kitesurfing. Når sulten melder sig, er der gode spisesteder som Lynæs Madbar, hvor I kan holde en længere pause.
Fra Lynæs til Hundested cykler I ad Søndergade forbi Lynæs Kirke og Hundested Bibliotek. Sæt god tid af på havnen i Hundested, hvor der er mange aktiviteter for børn og voksne. På klap-en-fisk-platformen kan børnene røre en fisk eller en krabbe, se Hundested Sandskulptur Park eller observere færgerne til Rørvig.
Fakta om turen
- Start: Hundested Station, Dyssekilde Station Torup, eller Vibehus Station
- Længde: 16 km.
- Underlag: Asfalt og grus
- Egnet til: Børn og voksne
- Skiltning: En del af ruten er skiltet Rute 47 Nordkyststien
- Toiletter: Hundested station, havnene og besøgssteder undervejs
- Sæson: Sommerhalvåret
- Find interaktivt kort via QR koden øverst.
Her kan du spise
- Restaurant Havfruen, Hundested havn
- Restaurant Knud, Hundested havn
- Halsnæs Bryghus, Hundested havn
- Lynæs Strandbar og Lynæs Madbar
Det skal du opleve på turen
- Knud Rasmussens Hus
- Besøgsgården Tothaven
- Hundested Sandskulptur Park, Hundested havn
- Klap-en-fisk platformen, Hundested havn
Hvis du vil overnatte
- Harbour Inn Hundested og Hundested Havnehytter
- Lynæs Surfshacks
- Sølager Strand Camping
- Byaasgaard Naturcamping og gårdcafé
- Lynæs Kro & Hotel