Vandreeventyr på Halsninoen

© VisitNordsjælland
Foto: Daniel Villadsen

Tag med Outdoorfotografen Daniel Villadsen på eventyr i den danske natur i en kreativ søgen efter unikke hverdagsoplevelser.

Foto: Daniel Villadsen
Foto: Daniel Villadsen

Sommeren har meldt sin ankomst, og det giver en masse nye muligheder for vandreoplevelser i den danske natur. Mangler du inspiration til dit næste hverdagseventyr, så læs med, når Daniel og Marianne tager ud og udforsker vandreruten, Halsninoen, og nogle af de unikke oplevelser, man kan få med sig på vejen.

Foto:Daniel Villadsen

På en solrig formiddag i maj kørte Marianne og jeg til Nordsjælland for at udforske den relativt nye vandrerute, “Halsninoen”. Vi kørte genenm det danske sommerlandskab med nedrullede vinduer, og de gule rapsmarker, en frisk blå himmel og nyblomstrede syrenbuske langs landevejene. Vi glædede os til at komme ud og gå i naturen - komme ned i gear og udforske nogle nye skjulte naturperler.

Halsninoen - en afvekslende vandrerute i det nordsjællandske

Halsninoen er en 53 km lang vandrerute i Halsnæs, som strækker sig fra kysten ved Hundested i vest til det kuperede Strø Bjerge i syd.

På den velmarkerede rute vandrer du gennem strandenge og dybe skove, over smuk hede med gravhøje, samt kyststrækninger langs Isefjord og Danmarks største sø; Arresø.

Det er muligt at vandre hele ruten, eller at udforske udvalgte etaper. I den forbindelse kan man tage Lokalbanen direkte til startpunkterne i enten Hundested, eller Grimstrup ved Strø Bjerge, eller parkere med egen bil.

Undervejs er der masser af forskellige overnatningsmuligheder; lige fra shelters i naturen, campingpladser med charmerende glampingtelte og hippe “surfschacks”, til hyggelige ferielejligheder og badehoteller.

Langs ruten ligger der desuden en del små gårdbutikker, som sælger friske og lokalt producerede varer - så du kan kombinere din tur med unikke mad- og naturoplevelser undervejs.

Foto:Daniel Villadsen

Komoot app og fysisk vandrekort

Udover det detaljerede og velbeskrevet vandrekort, som man kan bestille via VisitNordsjællands hjemmeside, benyttede vi også Komoot app’en. Denne app var en sjov og informativ måde at planlægge sin tur på, og den kunne samtidig vise os hvor på ruten vi befandt os undervejs. 

© VisitNordsjællandFoto: Daniel Villadsen
Foto: Daniel Villadsen

Basecamp og hjemmelavet vaffelis i Frederiksværk

På vores tur langs Halsninoen fik vi udforsket nogle udvalgte etaper af ruten, samt fik prøvet nogle af de unikke oplevelser man kan få med sig.

Vi kørte først til Frederiksværk, hvor vi indkvarterede os i en af de hyggelige ferielejligheder med udsigt til byens kirke. Vi startede ud med en gåtur igennem Frederiksværk, som emmer af historie med den mange gamle bygninger og de charmerende broer over Arresø kanal. 

På hjørnet af gågaden ligger Issalonen, som er kendt for deres hjemmelavede smagfulde is og kager. Vi mødte ejeren, Eva, som engageret beskrev hvordan de hver dag har mellem 16-18 forskellige slags is - lige fra mælkeis, sorbet, sukkerfri og vegansk, så alle har mulighed for at være med.

Dertil fokuserer de på brug af lokale råvarer, herunder frugt og mælk, til producering af deres is - og det kan virkelig smages! Hun fortalte passioneret omkring deres opstart med butikken, og hvordan hun ønsker at give folk “én på smagsoplevelsen” når man kommer ind. Og som hun sluttede af med: “Så mener vi jo at… ALT vejr er IS vejr".

Med en lækker hjemmelavet vaffelis i hånden fortsatte vi ud i solen og udforskede mere af Frederiksværk, inden vi kørte ud til området ved Strø Bjerge for at vandre første etape og nyde solnedgangen over det bakkede landskab.

© VisitNordsjællandFoto: Daniel Villadsen
Foto: Daniel Villadsen

Solnedgangsudsigt fra Strø Bjerge 

Fra Strø Bjerge har man en fantastisk udsigt over det kuperede terræn, med køer som græsser og de grønne skove blandt markerne. Dertil er det en relativt kort distance på ca. 2,5 km, hvilket gør den perfekt til en lille aftengåtur.

Efter at have parkeret bilen, gik vi langs landevejen, hvor de store syrenbuske duftede friskt af sommer. Lyden af lærkesang blev blandet med lyden fra de græsgumlende køer på markerne, mens vi vandrede op til bakketoppen for at nyde solnedgangen.

Udsigten over det grønne landskab kombineret med himlens dybe orange og blå farver gør, at det bestemt er et besøg værd!

Foto:Daniel Villadsen

Pedalkajak- en sjov og anderledes vandaktivitet

Næste dag tog vi ud til Roskilde Fjord ved Frederiksværk, for at prøve en tur i pedalkajak. Vi mødtes med Anders fra Comfort Adventures, som introducerede os for denne sjove og anderledes oplevelse på vandet. Han fortalte, hvordan pedalkajakken fungerer som en cykelbåd, hvor man først ror ud på “dybt” vand, og sænker propellen med de dertilhørende pedaler.

Man kan på den måde komme hurtigt og effektivt fremad ved at cykle, frem for at ro med pagaj. Kajakkerne er desuden udstyret med et ror, således at man nemt kan styre retningen, mens man sejler.

Det var fedt at opleve landskabet fra søsiden, og på vores tur kom vi forbi det kendte “havshelter”, som ligger få hundrede meter fra kysten. Dette shelter er opsat til kajakroere, og ligger som en del af en længere kajakrute langs kysten og fjorden - men det må blive en anden tur.

Anders fortalte hvordan konceptet med pedalkajakker er virkelig stort i USA, mens at det stadig er forholdsvis nyt i Danmark. Så hvis man har lyst til en sjov og anderledes kajakoplevelse, så kan du tjekke Comfort Adventures ud - se links nederst i artiklen.

Foto: Daniel Villadsen
Foto: Daniel Villadsen

Arresø og Dragebjerg - picnic spot blandt gravhøje

Efter ro-turen tog vi ud og vandrede på strækningen ved Arresø. Her vandrede vi langs søen, gennem den nyudsprungne bøgeskov og over grønne enge. Ved Dragebjerg kom vi forbi et område med talrige gravhøje fra Bronzealderen, hvor datidens ledende slægter efter sigende skulle være blevet begravet gennem generationer. Herfra er der en helt fantastisk udsigt over Arresø og det omkringliggende landskab.

Vi valgte derfor at nyde en lille picnic her, og havde medbragt en “goodiebag” med hjemmelavede flødeboller og romkugler samt æblemost fra Issalonen i Frederiksværk. Det var en helt perfekt setting at kombinere den storslåede udsigt med lækre smagsoplevelser.

Vi fortsatte videre på ruten og gik over græsenge og via små hyggelige stier indtil vi kom forbi en sø, som er kendt for at være et godt bæver-watching område. Dog havde vi ikke heldet med os denne gang. Hvis man har brug for overnatning i dette område, stødte vi på et super fint shelter, med tilhørende bålplads, der havde udsigt til Ladegårdssøen. 

Foto:Daniel Villadsen

Solnedgang fra Polarforskerens baghave

Ikke langs fra rutens start/slutpunkt i Hundested ligger den berømte polarforsker, Knud Rasmussens Hus og Spodsbjerg Fyr. Vi valgte at at køre herop for at nyde de sidste farver i himlen efter solnedgangen.

Det var vores første gang heroppe, og wauw for et sted! Knud Rasmussens Hus går for at være “Danmarks smukkest beliggende museum”, og man forstår godt hvorfor.

Vi parkerede bilen ved p-pladsen 300 meter fra fyret og gik en tur på bakkerne, og ned til stranden, mens pastelfarverne i himlen spillede i orange, blå og violette nuancer.

Dette stop var en spontan idé, men det er også noget af det, som er tiltalende ved en tur som denne, når der er tid og mulighed for den slags - og når der er så mange fine steder at udforske i nærområdet, uanset hvor man er på ruten.

Foto: Daniel Villadsen
Foto: Daniel Villadsen

Surfoasen i Lynæs

På vandreruten langs kysten mod Hundested kommer man forbi Lynæs Surfcenter. Her finder du en sand lille oase, som byder på afslappende surfvibes, lækker mad og mulighed for både overnatning og surfoplevelser på vandet.

Vi mødte en af ejerne, Johan, som viste os rundt på pladsen. Han viste os bl.a. de charmerende glampingtelte og surfshacks, hvor man kan overnatte. De er især populære om sommeren, men  surfcenteret har også åbent i de andre sæsoner, hvor man kan komme og overnatte og surfe.

Efter rundvisningen fik vi en lækker frokost i deres hyggelige café. Til tonerne af Bob Marley, sammen med de flettede lamper, de rustikke trævægge, og lys fra de glasbeklædte skydedøre, var det som om man trådte ind i et Bohemian univers, hvor roen indfandt sig i kroppen, så snart man satte sig på de tæppebeklædte bænke.

Efter frokosten tog vi ud og prøvede kræfter med SUP på fjorden. Det er blot endnu et eksempel på en sjov og afvekslende oplevelse i forlængelse af vandringen. 

Foto: Daniel Villadsen
Foto: Daniel Villadsen

Retro camping på Byaasgaard - Gårdbutik & Camping

Mellem Lynæs og Frederiksværk ligger den hyggelige campingplads; Byaasgaard - Gårdbutik & Camping. Her mødte vi parret, Signe og Kenneth, som driver campingpladsen. Deres gårdbutik var fyldt med lokale produkter; lige fra lokale øl, mel og is, til kød fra en af de lokale nabogårde, og garn produceret på uld fra deres egne får.

For at understrege det lokale, så stod der et lille skilt ved hvert produkt, som angav hvor mange kilometer fra campingpladsen de stammede fra. Det var en meget hyggelig feature.

Vi overnattede i en af de charmerende retro-campingvogne, som står opsat i et grønt hjørne af pladsen - som en del af Gastromino-cykelrutens oplevelser.

Det var som at træde 40 år tilbage i tiden, når man gik ind i den rugbrødsformede campingvogn; med de ternede gardiner, de karakteristiske brune paneler og klistermærkerne fra Normandiet og Skagen på indersiden af døren. 

Foto: Daniel Villadsen
© VisitNordsjællandFoto: Daniel Villadsen

Desuden fik vi udleveret en lækker grillkurv med lokale råvarer i form af både nye kartofler, asparges, grillpølser, hjemmebagt brød og salat. Dertil fik vi syltede rødløg, en ærtecreme og hjemmerørt smøreost lavet på lokal gedeost - det smagte alt sammen fantastisk!

Endnu et hyggeligt aspekt ved dette sted er, at man selv tilbereder maden; Vi kunne tilberede maden i det nyrenoverede fælleskøkken på campingpladsen, samt grille kød, brød og asparges på den tilhørende grill, som følger med campingvognen. 

Næste morgen fik vi en lækker morgenmadsplatte med lokale råvarer i form af hjemmebagt rugbrød og rundstykker, som var bagt med lokal mel, lokal spegepølse og ost. Det var en helt perfekt måde at runde et par dages getaway af til Nordsjælland på, inden vi kørte hjemad i formiddagssolen mod storbyen.

Foto:Daniel Villadsen

Halsninoen - en perfekt lille getaway

Leder du efter inspiration til et par dages getaway, eller søger du nye vandreoplevelser i naturen, så har Halsninoen og Halsnæs-området langs ruten masser af unikke natur- og smagsoplevelser at byde på.

God tur!

De bedste hilsner

Marianne og Daniel

Halsninoen. 52 km vandrerute i Halsnæs
Daniel Villadsen

Bestil dit vandrekort - og få det med posten

Oplev pragtfuld natur når du går på den nye vandrerute Halsninoen – En 53 km skiltet vandrerute gennem hele Halsnæs fra Hundested i vest til Strø Bjerge i syd.

Om skribenterne:

Se billeder fra Daniels og Mariannes ture og find inspiration til dit næste outdoor-eventyr i Danmark:

@dvphoto.dk | @mariannesoegaardv | 
 Facebook | Website | 

©VisitNordsjællandFoto:Daniel Villadsen