©  Foto:

Oplev Søborg Sø på cykelrute 33 | Gilleleje - Hillerød

Den skiltede cykelrute 33 tager dig ud på en afvekslende cykeltur på 27 km fra Gilleleje Station til Frederiksborg Slot. Fra ”Byen på Toppen” går det langs Søborg Sø, igennem Gribskov med de høje træer til den livlige handelsby Hillerød og det majestætiske slot Frederiksborg. Det bedste af Nordsjælland på én dag!

 

Uanset hvilken retning du vælger at cykle, kan du tage cyklen gratis med i lokaltoget, hvis turen skulle blive for lang.

Langs Søborg Kanal i retning mod Søborg Sø

Tag dig tid til at opleve den charmerende kystby Gilleleje med gamle fiskerhuse, en aktiv fiskerihavn, gode spisesteder og muligheden for en forfriskende dukkert i Kattegat inden du stikker sydpå af den skiltede cykelrute 33 på stisystemet langs Søborg Kanal til Søborg.

Naturgenopretningsprojektet Søborg Sø

Du møder den genetablerede Søborg Sø ved det gamle pumpehus. Du fortsætter på det nye dige langs søen med kig til fugle og Søborg Slotsruin tronende på sin halvø i søen.

I stenalderen var søen en bred fjord med udløb til Kattegat ved Gilleleje. Med tiden skete der en landhævning, som skabte en sø 5-6 meter over havets overflade. I 1790’erne blev søen afvandet for at skabe mere landbrugsjord. Med det nye genopretningsprojekt er Søborg Sø igen Nordsjællands fjerde største sø.

Søborg Slotsruin

Du cykler på det nye dige langs søen og ser Søborg Slotsruin. Tag en lille omvej og kryds søen for at besøge stedet. En træbro fører over den oprindelige voldgrav til ruinen, hvoraf kun lave mure og fundamenter står tilbage.

Søborg Slot blev opført i 1100-tallet på en lille holm i søen. I middelalderen var slottet en af landets største og bedst befæstede borge. Her blev Margrethe 1. født, som datter af Valdemar Atterdag, og her sad kongemagtens farligste fjender fængslet. Slottet blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534-35. Med den nye sø får slottet noget af sin fordums pragt igen.

Facts om turen

  • Hvis du starter turen på Græsted Station: Kør ad Græsted Stationsvej, senere Holtvej og drej til højre på Ørbakkevej.
  • Underlag: Mest asfalt, men ca 12 km af ruten følger skovveje.
  • Længde: 27 km
  • Turen er egnet til: Dig der på samme dag, både vil bade på Nordkystens strande og få en kæmpe kulturel oplevelse. Ruten er forholdsvis flad, og kan afkortes undervejs.
  • Skiltning: Ruten er skiltet med de blå cykelrute 33 skilte
  • Kort: Download kort over ruten.
  • Toiletter: Gilleleje station, Cafe Havehuset, Frederiksborg Slot
  • Sæson: Turen kan cykles hele året. Frederiksborg Slot har helårsåbent.
  •  

I Gribskovs grønne sale

På turen gennem det flade land ser du Gribskov i horisonten, Danmarks ældste og næststørste skov. Over halvdelen af ruten går gennem skoven, og du kommer til at cykle under kæmpemæssige trækroner med flere hundrede år på bagen.

I Middelalderen hørte skoven under Esrum Kloster og steder som Hvidekilde og Grønnekilde blev efter sigende brugt af munkene til religiøse ceremonier. Efter reformationen blev skoven kongens ejendom og jagtområd, hvilket Parforcejagtlandskabet i Gribskov er et levn fra.

På cykel gennem slot og slotshave

Via Gadevang kommer du ind i den imponerende Frederiksborg Slotshave. Først forbi Ødammen med Louises Ø og derefter det charmerende lille Badstueslot. Nyd udsigten over Slotssøen mens du cykler det korte stykke ad Rendelæggerbakken, den gennemgående akse i Frederiksborg Slotshave frem til Frederiksborg Slot. Stop op ved Neptunspringvandet i ydre slotsgård og tag dig tid til at beundre Christian 4.s pragtfulde renæssanceslot – det fås ikke mere imponerende!

Slotsgade – Hillerøds hjerte

Hvis du skal videre med tog, så vælg at cykle langs med Søstien til stationen, så får du udsigten til slottet fra flere sider. Du kan også slutte din cykeltur af med en tur til søs på Den Lille Færge. Slotsgade som løber parallelt med Søstien har alt hvad hjertet begærer inden for shopping, cafeer og restauranter.

Her kan du leje en cykel