Golfspiller Nicole Broch Larsen

Tee Off i Nordsjælland

Foto: VisitNordsjælland

Nicole Broch Estrup, professionel dansk golfspiller, har skabt en imponerende karriere med sit talent og ihærdige arbejde. Hendes rejse begyndte som en 9-årig i Hillerød Golf Club, hvor hun brugte utallige timer på at perfektionere sit sving.

Nicole Broch Larsen
© VisitNordsjællandFoto: Ladies European Tour
Nicole Broch Larsen
© VisitNordsjællandFoto: Ladies European Tour

Allerede som 9-årig brugte Nicole Broch Estrup alle sine vågne timer på at øve sit sving, og som bare 14-årig fik hun plads på det danske golflandshold. Som 20-årig blev hun professionel, og som 23-årig blev hun udtaget til OL. Hendes talent har bragt hende til turneringer over hele verden, fra Hawaii til Dubai. Men drømmen om golfen, den startede på en green i Nordsjælland.

Nicole er født ind i golfen i en familie, der har været aktiv i sporten hele livet. Men det er i høj grad fællesskabet i den lokale klub, Hillerød Golf, der har været med til at udvikle Nicoles talent. Hun håber, at flere, unge som gamle, får mod på at prøve golf. For som hun siger; golf er for de mange og ikke for de få.

”Myterne og fordommene om golf lever stadig som en måske lidt utilnærmelig sport, der er for de særligt indviede eller en bestemt alder. Men golf er virkelig for alle og kræver ingen særlige forudsætninger,” påpeger Nicole Broch Estrup, en af Danmarks bedste golfspillere, der med sine 29 år selv sætter et ungt ansigt på sporten.

Åbne klubber

Hun er født ind i golfen, med en far og en familie, der har været aktiv i sporten hele livet, men det er i høj grad også opbakningen og fællesskabet i den lokale klub, Hillerød Golf, der har været med til at skabe rammerne for at udvikle Nicoles talent. Hun håber, at flere – unge som gamle – får mod på at prøve golf. For golf er for de mange, og ikke for de få, som hun siger.

I Nordsjælland finder man nogle af de bedste baner og med stor variation i noget af Danmarks smukkeste natur. Klubberne har et meget alsidigt tilbud, hvor alle kan være med. Alle baner kan noget forskelligt – fra naturskønne omgivelser til klubhygge og udfordrende layout på forskellige niveauer til det mere eksklusive. Fælles for dem er, at, uanset niveau, så er man velkommen. Alle klubber har begyndertilbud, og man kan låne eller leje udstyr, hvis man bare vil slå nogle slag som familie eller nogle venner sammen en enkelt dag.

”Hyggegolf” kalder Nicole det. En disciplin hun elsker, når hun vil slappe af og hygge sig med de andre i klubhuset over en øl eller sodavand bagefter. Eller spille en runde med familien. 

”Det fede ved golf er, at jeg kan spille golf med både min far, min farmor og min lillebror. Der er ikke særlig mange andre sportsgrene, der kan favne alle aldersgrupper, og hvor man kan spille på tværs af erfaring. Der er mange, der kommer og spiller tre generationer sammen, og bruger golfen som en familieaktivitet – f.eks. som en sjov måde at fejre en fødselsdag,” siger Nicole. 

Fokus på golfbolden

Men hvad er det, der gør golf til noget særligt? ”Golf udfordrer mig fysisk og mentalt. Golf har lært mig at fokusere. At prioritere og træffe valg. At være til stede nuet. Jeg kan ikke skylde skylden på andre, hvis det går dårligt. Der er kun mig og bolden,” forklarer Nicole.

”Man kan jo også træne løs i et fitnesscenter, men med golf, får man nogle helt andre parametre med, der styrker både kroppen og sindet. Og masser af frisk luft.” Der er faktisk undersøgelser, der viser, at man lever længere, når man spiller golf, fortæller Nicole.

Det er kombinationen af træning af både motorik, rotation og hånd-øje-koordination, samtidig med at man er ude i naturen og den friske luft, der gør en forskel..

En rollemodel

Men selvom man er sig selv, alene med bolden på banen, så er golf i høj grad en team-sport for Nicole.

”Der står et hold bag i kulissen, i klubben. Hele fællesskabet og den lokale opbakning betyder alt for mig. Derfor er det også vigtigt for mig at give tilbage”, siger Nicole, der stadig har sin gang i klubben i Hillerød, og især stiller op for de unge, som hun gerne vil være en rollemodel for.

Hendes næste drøm er at kvalificere sig til OL i 2024. Og så håber hun at kunne inspirere flere ved at dele ud af sin kærlighed til sporten og den lille runde kugle.

”Man bliver helt opslugt af at få bolden til at flyve på en bestemt måde. Og når man så rammer den helt perfekt – dét er den bedste følelse i verden”

Mit Nordsjælland: Nicole Broch Estrup
29 år, fra Hillerød. Professionel golfspiller siden 2013.

 

Nicole tilbringer meget af sin tid på golfbaner under fjerne himmelstrøg og mange dage på at rejse, men det giver hende ro at vende hjem og besøge steder, som hun har en særlig tilknytning til. Og selvom hun til daglig får frisk luft fra 8-16 og mere til, så er det altid naturen, der trækker - også når hun ikke er på golfbanen.

Frederiksborg Slot - Min mand og jeg blev gift i det overdådige kirkerum i slotskirken, og derfor har Frederiksborg Slot en særlig betydning for mig. Det er så fint at gå en tur i den smukke slotspark.

Fantasiens Ø – Med skolen var vi tit på udflugt til Fantasiens Ø, og jeg kommer der stadig. Ruinerne af Frederik den 7. og Grevinde Danners lystslot og tilflugtssted, når de blev trætte af livet ved hoffet, ligger smukt ved Breddam Sø i Præstevangen i Hillerød.

Sørup ved Fredensborg – Jeg elsker is, så det er altid et hit hos mig at foreslå en udflugt til ishuset med kig til Esrum Sø.