©  Foto:

Søren Kierkegaard Stenen

Søren Kierkegaard var en berømt dansk teolog og filosof, der den dag i dag regnes for en af de største danske filosoffer. Han levede fra 1813 – 1855. ved Gilbjerg Hoved er rejst en mindesten for filosoffen Søren Kierkegaard.

Gillelejes første turist

Som en af Gillelejes første turister tilbage i 1835, nød Søren Kierkegaard at sidde på Gilbjerg Hoved, hvor han kunne nyde roen og freden til, at få mange af sine ideer gennemtænkt og senere sat på papir. Der er rejst en mindesten på det sted hvor han oftest sad og filosoferede. Et par hundrede meter længere vest på står en anden sten, der er formet som en stol. Her står der også en bænk, hvorfra man kan nyde udsigten. Stenen er sat op i 1935, 100-året for hans første besøg i Gilleleje i 1835.

Gilbjerghoved

Gilbjerg Hoved er ikke langt fra at være Sjællands nordligste punkt. Området ligger som en grøn oase mellem Gillelejes villaer og Smidstrups sommerhuse. Her blev fredet 25 hektar i 1950´erne og 40 hektar er udvalgt som EU habitat på grund af den specielle kystvegetation på den op til 33 meter høje klint ud mod Kattegat. Mellem klinten og Tinkerup Strandvej er et overdrev, der hører med til området. Her græsser kreaturer og er med til at bevare stedets nuværende tilstand. Stranden langs klinten er en spændende stenstrand, hvor der flere steder er anlagt høfder og anden kystbeskyttelse.

Praktisk

Hvis man går eller cykler kan man følge Gilbjergstien fra Gilleleje by helt ud til Gilbjerghoved, hvor mindestenen står. Kommer man i Bil er der parkeringsplads ved Tinkerup Strandvej og herfra kan man gå de få hundrede meter ud til kanten af skrænten hvor stenene står.