Reservat for Truede ord og Spirende ord
Et reservat for truede ord – hvad er det for noget? Sådan et har de i parken ved Nivaagaards Malerisamling.
Så tag børn eller børnebørn ved hånden og drag ud på ord-safari i den smukke park. I skal på en mission og redde nogle stakkels ord, som er truet med udryddelse. Men I kan hjælpe!
Parken ved Nivaagaards Malerisamling er et herligt sted at opholde sig for børn og voksne. Den er fuld af store gamle træer, hemmelige tunneler og listige stier, som snor sig mellem hundredvis af gamle og nye rododendronbuske. Når de blomstrer i slutningen af maj og begyndelsen af juni, er parken helt fortryllende!
Har ord brug for beskyttelse?
Og så har parken noget helt særligt: Et reservat for truede ord. På Nivaagaard går de nemlig op i det danske sprog, og de er bekymrede for en række ord, som er ved at forsvinde ud af sproget. Derfor har de oprettet et reservat i parken, hvor truede ord kan opholde sig, indtil de finder fodfæste i det danske sprog igen.
Næring og kærlighed
Ca. 100 truede ord står på skilte, som er stukket i jorden rundt omkring i parken, og du kan være med til at give dem kærlighed, opmærksomhed og næring sammen med museets og parkens personale. Når museet skønner, at ordet har genfundet sin plads i sproget, bliver det sluppet fri og erstattet af et nyt, truet ord.
Gode samtaler mellem generationer
Reservatet for truede ord er tænkt som en social oplevelse, hvor forældre og børn, bedsteforældre og børnebørn, unge og gamle på tværs af generationer kan tale om ord og deres betydning. Kom og find et ord, du vil hjælpe med at bevare. Tag det med hjem i tankerne, brug det, og hjælp ordet tilbage i sproget igen.
Swag & Noia
I 2019 udvider Nivaagaards Malerisamling med små sproglige stiklinger.
De spirende ord kommer fra 200 skoleelever mellem 13-19 år fra Fredensborg Kommune og resten af Nordsjælland. Eleverne har været på skriveworkshops med på Nivaagaard med rapperen Pelle Jon Møller og forfatteren Iben Claces. Efter eleverne havde fået en rundtur i det danske sprog, er de dykket ned i mulden og fundet nye, små sproglige stiklinger, der endnu ikke har slået rødder.