Melby Overdrev - Sjællands største hede
Melby Overdrev er den største hede på Sjælland og ét af de mest særegne og spændende naturområder i Halsnæs. Gå tur, se på planter og insekter, eller tag badetøjet med og hop i vandet.
Det kan du opleve på Melby Overdrev
Når du går tur i det særprægede landskab på Melby Overdrev, kan du se langt. Størstedelen af bevoksningen når nemlig kun til skinnebenene. Det kan måske føles som at gå på de russiske stepper – åbent og ensartet. Men så alligevel ikke. For der er en stor artsrigdom af planter og dyr – og der er kort til stranden. Melby Overdrev ligger nemlig lige ud til kysten.
Turforslag
Følg stierne rundt på Melby Overdrev og oplev det store hedelandskab. Hvis du vil undgå at fare vild, eller bare gerne vil have et turforslag, kan du se, hvor du kan gå tur på Melby Overdrev.
Hvad er Melby Overdrev?
Melby Overdrev er den største hede, der findes på Sjælland. Der har tidligere været andre heder i Nordsjælland, men de fleste er nu bebygget med sommerhuse.
Det er Melby Overdrev ikke. Militæret brugte nemlig området som skydeterræn i mere end hundrede år. Siden er heden blevet fredet, og alle har lov til at færdes her.
Citronsommerfugle og sjældne planter
Heden på Melby Overdrev er et spændende område, fordi der er et stort dyre- og planteliv. Det, der kendetegner heden mest, er de mange lyngplanter. Hedelyngen blomstrer i juli, august og september. På denne tid er hele området lyslilla.
Du kan være heldig at se den gule citronsommerfugl og hede melbærrris (eneste voksested i Danmark udenfor Jylland). Af de mere sjældne arter, lever myreløven, argusblåfuglen, nikkende kobjælde og lyngsilke på Melby Overdrev. Andre naturområder i Nordsjælland.
Hop i vandet
Tag badetøjet med ud på Melby Overdrev. Følg stierne i hedelandskabet, så ender du på sandstranden ud til Kattegat. Gå videre langs kysten, måske op i Tisvilde Hegn eller svøm en tur i det klare vand.
En del af Danmarks Naturkanon
Melby Overdrev er optaget i Danmarks Naturkanon sammen med 15 andre steder i Danmark. Det er på grund af den store artsrigdom, hvor bl.a. mange dagsommerfugle, der har det svært i andre områder, har fundet et sted at trives.
Huske at passe på naturen
Melby Overdrev er fredet, fordi der er mange sjældne, sårbare og betydningsfulde dyr og planter. Det er derfor vigtigt, at du passer på naturen, når er ude i den. Efterlad ikke skrald og vær hensynsfuld overfor dyre- og plantelivet.
6 råd til at undgå flåter på din tur i naturen
Det kan du se i nærheden af Melby Overdrev
- Troldeskoven i Tisvilde Hegn – Oplev Danmarks ældste fyrreskov
- Liseleje – Besøg den hyggelige, afslappede badeby
- Krudtværksmuseet i Frederiksværk – Se de gamle maskiner arbejde, der leverede krudt til kongen