Kunst og kultur på cykel – 3 museumsoplevelser på én dag
Udforsk kunst og historie på Munkeruphus, Rudolph Tegners Museum & Statuepark og Esrum Kloster - alt sammen på én dag. Cykelturen tager dig både langs Øresunds kyst fra Gilleleje til Dronningmølle og når ruten drejer ind i det bølgende landskab får du også lige historien med om hvordan kongerne gennem historien har formet landskabet, gravet kanaler og bygget slotte.
På denne cykeltur kombinerer du tre fantastiske museer, mens du nyder landskaberne i Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
Start i Gilleleje
Du skal følge cykelrute 47 fra den østlige del af byen hele vejen til første museumsstop Munkeruphus. Efter besøget, fortsæt øst på, drej til højre af Villingerødvej og til venstre ved Dronningmølle Station.
Start i Dronningmølle
Drej til højre ud af stationen på Dronningmølle Stationsvej, følg den til hovedvejen og drej til højre på Dronningmølle Strandvej. Allerede ved campingpladsen drejer du til højre på Strandkrogen.
Rudolph Tegners Museum
Drej til højre ind på stien, som leder under jernbanen. Hold øje med et lille træskilt som viser vej til Tegners Museum.
Esrum Kloster og Møllegård
Efter besøget skal du køre ad Museumsvej, det er grusvejen fra P pladsen. Drej til venstre på Villingerødvej. Kør til enden, drej til højre på Esrum Hovedgade og drej til venstre på Klostergade til Esrum Kloster.
Efter besøget kører du retur ad Klostergade og drejer til højre ad Esrum Hovedgade. Drej til venstre af Rishavevej. Fortsat ligeud, vejen bliver til en grusvej og senere til et hjulspor til den til sidst leder ind i Snevret/Snævret skov.
Ind gennem skoven
Du kører lige ud gennem skoven indtil den bliver til en grusvej som slutter ved Dragstrup Enghave (ikke noget skilt). Drej til venstre og fortsæt til Dragstrup. Her drejer du til højre på Dragstrupvej. Drej til venstre på Søgårdsvej og straks efter til højre på Firhøjvej. Følg Firhøjvej henover sporene kør frem til krydset.
Her kører du ligeud på grusvejen Hesbjergvej og kører i kanten af feriehusområdet. Når vejen deler sig, ved en lille sø, følger du hjulsporet Højvejen til højre. Drej til venstre første gang på Slåenvangen 52-1. Vejen slår et sving mod højre.
Munkeruphus
Drej til venstre første gang du kan ved det lille kryds på Bynkevangen (ikke noget skilt). Bynkevangen leder dig ned til Munkerup Strandvej lige foran Munkeruphus. Efter besøget kan du vælge at køre til Gilleleje station eller Dronningmølle station.
Fakta om turen
- Start: Gilleleje Station eller Dronningmølle Station
- Længde: 21 km (t/r Dronningmølle) 28 km (t/r Gilleleje)
- Underlag: Primært asfalt, men også skovstier og mindre stier
- Egnet til: Kulturinteresserede voksne og større børn. Vær opmærksom på at de kortere strækninger langs Kystvejen 237 er på ret trafikeret vej uden cykelsti.
- Toilet: De 3 museer, Dronningmølle Strand
- Sæson: Vær opmærksom på at Munkeruphus og Rudolph Tegners Museum har åbent i sommerhalvåret – og de daglige åbningstider er kortere end du måske forventer. Men cykelturen er skøn også forår og efterår, da parkerne omkring de 2 museer altid er åbne. Esrum Kloster holder åbnet hele året.
- Find interaktivt kort via QR-koden i toppen
Det skal du opleve på turen
- Munkeruphus
- Rudolph Tegners Museum og Statuepark
- Esrum Kloster og Møllegård
- Museum Nordsjælland
- Nationalpark Kongernes Nordsjælland