Klaverfabrikken
Klaverfabrikken er Hillerøds levende spillested og kulturhus. Her kan du opleve musik, teater, dans, billedkunst og andre skønne kunster. Klaverfabrikken har status af regionalt spillested og byder på en kalender der er sprængfyldt med verdensmusik, folk, ung rock, eksperimenterende jazz, electronica, familiekoncerter og meget mere.
Truckhallen
Truckhallen er Klaverfabrikkens hovedscene, med plads til 250 siddende eller 400 stående publikummer. Her foregår de store koncerter, og rummet er foranderligt, så arrangørerne har frie hænder til at skabe den scene og scenografi, de ønsker. Truckhallen er også ramme om fællesspisning, f.eks. til MAM (Mad og Musik) koncerterne, eller du kan opleve kunstudstilling, foto, installation eller andre spændende tiltag her.
Buddhas
Buddhas Jazz Club er en lille intim scene med plads til 60 publikummer, hvor musikere og publikum er i direkte kontakt med hinanden. Indretningen er afslappet og uformel: baren er bygget af et gammelt klaver, og gæsterne kan sidde på barstole, ved caféborde eller slænge sig i magelige sofaer under koncerten. Buddhas Jazz Club er styret af studerende fra Frederiksborg Gymnasium og HF. Programmet er varieret og forandrer sig i takt med at nye bookere kommer til, men genremæssigt er det alt fra klassisk til mere eksperimenterende jazz. Ved større koncerter flyttes til scenen i Truckhallen.
Se hvad der sker lige nu i Klaverfabrikkens koncertkalender
New Note Festival
Klaverfabrikken lægger hver sommer i august rammer til New Note Festival, en 2-3 dages musikfestival som præsenterer ny og interessant up-coming musik fra den danske musikscene. Festivalen drives udelukkende af engagerede, frivillige unge som forsøger at tænke økologi og bæredygtighed ind i alle afkroge.
Red Hill Songwriters
Hver tredje torsdag i måneden holder gruppen Red Hill Songwriters et Open Mic-arrangement på Kaffebar i Slotsgade i Hillerød.
Regionalt spillested
At være et regionalt spillested betyder støtte til musikmiljøers udvikling og sikring af scenerum til mere smalle genrer/artister, som ikke (endnu) kan fungere på almene markedsvilkår. Det sikrer en bred palet af genrer og et højt kunstnerisk niveau, til glæde for publikum og udviklingen af næste generation af musikere. Klaverfabrikken har siden 2013 været udpeget som regionalt spillested.
Alt det andet i Klaverfabrikken
Klaverfabrikken er et stort og mangfoldigt kulturhus som udvikler og stimulerer kreativitet og talent, udover at det byder på koncerter og andre oplevelser for et udefrakommende publikum. Huset er i høj grad båret af frivillighed, lyst til samvær og engagement. Læs mere om koncerter, musikklubber, systue, for børn og unge, husets grupper og øvelokaler