©  Foto:

Historisk Skattejagt på egen hånd rundt i Gilleleje

Museum Nordsjælland byder velkommen til historisk jagt i Gilleleje Havn og Fiskerleje. Skattejagten er et tilbud særligt til børnefamilier, men alle er selvfølgelig velkomne!

Turen som er på egen hånd starter ved havnebassinet nord for Gilleleje Fiskeauktion, Auktionskajen 1, Gilleleje. Arket du skal udfylde kan downloades her.

Sådan gør du?

Folderen rummer seks små historier med maritime temaer og tilhørende spørgsmål, og et rutekort. 

• Turen starter ved havnebassinet nord for Gilleleje Fiskeauktion (Auktionskajen 1).

• I løser opgaverne ved at se nærmere på ting, tænke jer godt om og få lidt hjælp fra de voksne og/eller mobil

• Husk, at havnen er en ofte travl arbejdsplads, hvor det er vigtigt at færdes med forsigtighed.

• Jagten slutter ved Skibshallerne (se åbningstider på Museum Nordsjælland). Her får I gratis entré til museet ved at aflevere det udfyldte ark til personalet!

• Er alle svar rigtige, vinder I også en lille præmie.            

 

  1. Havnebassinet nord for auktionshuset. Mod vest ligger filetfabrikken, der desværre måtte lukke for nylig. Her forarbejdede man sild, der er en af de vigtigste fiskearter for fiskeriet i Kattegat. I dag er det et skaldyr, der er den absolut vigtigste art. Det er jomfruhummeren, der også kaldes ”dybvandshummer”, fordi den i modsætning til den store sorthummer holder til på bunden i de dybere dele af havet. Kan du nævne to andre fiskearter, der har stor betydning for fiskeriet?

  2. Her kan du også se fiskerbådene og auktionshuset, hvor fangsten bliver solgt, når fiskerne har landet den. Gå lidt rundt og se på fiskerbådene. Der er forskellige måder, man kan fange fiskene (og skaldyrene) på, f.eks. ved at sætte garn eller ved at slæbe en stor netpose, der bliver spilet ud af jernskovle – et trawl – efter båden. Hvordan kan du se, om de forskellige både driver garnfiskeri eller trawlfiskeri? – og kan du nævne en eller flere andre fiskemetoder?

  3. Se på de store sten-moler, der beskytter havnen. Der er mange stenrev rundt omkring i Kattegat, som er vigtige levesteder for forskellige arter. Stenfiskerne tjente penge på at fiske store sten fra revene til at bygge havnemoler. Nogle af revene forsvandt helt. Hvad tror du, man gør i dag? Fisker man stadig masser af sten fra havet, eller skaffer man sten fra land – og smider masser af dem i havet? Kan du i øvrigt nævne et stort og lækkert skaldyr, der godt kan lide at bo på stenrevene?

  4. Vilhelm. Se nærmere på den fine fiskerbåd fra 1888. Skroget er lavet af vandrette planker (”borde”). Derfor er, eller går, man ”om bord” på en båd. Under dækket støttes bordene på tværs af ”spanter”, der også er fastgjort til kølen. Masten støttes med tovværk: ”vanter” til siden og ”stag” for og agter. Det forreste stag sidder på et ”bovspryd”, der rager ud over stævnen af båden; her sættes det forreste sejl. Venstre side på skibet kaldes ”bagbord” – hvad kaldes højre side, og ved du måske hvorfor?

  5. Toldstedet – Ndr. Havnevej 5. Efter Gilleleje Havn blev bygget færdig i 1873, kom der efterhånden flere skibe til Gilleleje med varer, også fra udlandet. Derfor var der brug for et sted, hvor udenlandske varer – f.eks. kul og tømmer – kunne registreres (”deklareres”), og hvor tolden til den danske stat kunne betales. Først lejede man et hus, og fra 1918 blev den fine toldbygning med søjlerne bygget. Hvad kalder man sådan en toldbygning, som findes flere steder i de danske havne?

  6. Værftet, set fra stranden ved lystbådehavnen. Når du står her, kan du mod vest se stedet, hvor skibene står til reparation på værftet. Bådeværftet her i Gilleleje blev etableret helt tilbage i 1850. Før i tiden brugte man det lavvandede område her ved stranden og østmolen til at sætte bådene på grund, så man kunne reparere og klargøre skroget. Hvad kalder man et sted, hvor man trækker bådene op på stranden for at reparere den, eller trækker dem op på en rampe, som i dag? Bådene ligger på …

  7. Velkommen til Skibshallerne, Østergade 20. Her slutter turen, og du kan finde ud af, om du har svaret rigtigt – samt komme ind og se den spændende udstilling om fiskeriet og livet ved havet i gamle dage, og udstillingen om oktober 1943, hvor Gilleleje-fiskerne hjalp danske jøder med at flygte til Sverige. Man kan også slappe af i Museets hyggelige have, hvor der er en lille café.