
Frederiksborg Slotshave - Stram barok og romantisk landskab
Frederiksborg Slotshave er en vigtig del af oplevelsen, når du besøger Frederiksborg Slot i Hillerød. Slotshaven består af to vidt forskellige haveanlæg: Barokhaven og Landskabshaven. Frederiksborg Slotshave er en unik kombination af barokkens disciplin og landskabshavens romantiske frihed. Her venter naturoplevelser, historiske detaljer og storslået havekunst.
Barokhaven – kontrol, kunst og kongelige monogrammer
Barokhaven, anlagt i 1720’erne af Frederik 4. og genskabt i 1990’erne, er et mesterværk i symmetri og symbolik. Haven er formet i fire terrasser, der falder mod Slotssøen. Centralt løber en imponerende kaskade, omgivet af præcist klippede hække, busketter og kongelige monogrammer – alt sammen et billede på menneskets kontrol over naturen.
Historien i detaljen
På nederste terrasse ses fire kongelige monogrammer, klippet i buksbom, dedikeret til regenter med betydning for havens historie. Disse kunstværker omgives af takstræer og historiske blomster, heriblandt tulipaner – en gang så dyrebare, at de blev handlet som luksusvarer.
Optisk bedrag og havearkitektur
Barokkens havearkitekter benyttede optiske illusioner til at forstørre havens indtryk. Se det med egne øjne fra toppen af kaskaden, hvor græsskråninger og stier snævrer ind og skaber dybde og perspektiv.
Landskabshaven – en romantisk hyldest til naturen
Den romantiske del af haven blev skabt i 1800-tallet omkring Badstueslottet. Her slynger stier sig gennem skovpartier og langs småsøer, kanaler og åbne græsarealer. I området Indelukket og Lille Dyrehave kan du finde skjulte naturperler og et rigt dyreliv.
Badstueslottet og Louises Ø
Midt i landskabshaven ligger det historiske Badstueslot, fortsat i brug af kongehuset, samt Louises Ø – med et romantisk lysthus opført af Frederik 7. som tilflugtssted for sig selv og Louise Rasmussen.
Praktisk info og mobilguide
Frederiksborg Slotshave er åben året rundt, og Barokhavens kaskader og springvand er aktive fra forår til efterårsferien. Brug mobilguiden i haven til at dykke dybere ned i historien og havens opbygning, eller bestil en guidet rundvisning for en mere detaljeret oplevelse.
Et grønt åndehul – året rundt
Uanset årstid byder Frederiksborg Slotshave på unikke oplevelser. Slentr gennem romantiske skovstier, nyd en picnic på græsset eller læg vejen forbi Café Havehuset, hvor du også kan dykke ned i havens 400-årige historie via en udstilling og model af Barokhaven.
Få en guidet rundvisning i Barokhaven
Det er også muligt at bestille en omvisning i barokhaven med en kyndig guide fra Barokhavens Venner. Varigheden er ca. 1 time og 15 min. Omvisningen kan være på dansk, engelsk, tysk, spansk eller fransk. Bestil omvisning for grupper ved at skrive til slotshave@slke.dk
Praktiske oplysninger
- Barokhavens åbningstid: Åben hele året fra kl. 10.00 til solnedgang, dog senest kl. 21.00.
- Den øvrige slotshaves åbningstid: Åben hele året, døgnet rundt.
- Entré: Gratis adgang til både Barokhaven og den øvrige slotshave
- Toiletter: Slotshaven toiletter findes ved Café Havehuset
- Parkering: Parkeringsplads mod betaling findes ved Møntportvejen. Der er gratis parkeringspladser ved Batzkes Bakke og i slotsparkens nordlige ende, med indkørsel fra Holmegårdvej.
- Øvrige oplysninger: Kaskaden og springvandet er i drift fra 1. maj til og med efterårsferien uge 42. Både kaskaden og springvandet springer dagligt mellem kl. 10.00 og kl. 21.00. Under timeslag fra klokkespillet er der 15 minutters ophold.