Nordsjælland på fornem liste
Det anerkendte amerikanske rejsemagasin Afar har udvalgt 25 rejsemål på en liste med destinationer, der er værd at rejse efter i 2025. Med på listen er den nordsjællandske kyst, eller ”The Danish Riviera”, som den er kendt som i udlandet.
Side om side med eksotiske destinationer som Aotea Great Barrier Island i New Zealand, Costalegre i Mexico og Toyama i Japan har Nordsjælland med Den Danske Riviera fået plads på Afars prestigefyldte liste, der fremhæver 25 rejsemål i verden, der bør opleves i 2025. Her får drømmene plads, når de amerikanske læsere af et af USA's største rejsemagasiner søger inspiration til, hvor rejsen skal gå hen næste år.
The Danish Riviera – relaxed, wholesome charm
Afar fremhæver Den Danske Riviera som en afslappet og charmerende stranddestination – ideel til en ferie på cykel - der byder på hyggelige kystbyer og historiske badehoteller. Magasinet trækker lokale attraktioner frem som Rudolph Tegner Museets skulpturpark i Dronningmølle, den livlige fiskerby Gilleleje og de ikoniske badehuse i Rågeleje. Helenekilde Badehotel i Tisvildeleje og Liseleje Badehotel nævnes også, og læserne opfordres til at nyde et måltid på Tinggården i Frederiksværk og Knud i Hundested.
Foto:Nikolaj Danielsen
En autentisk rejsefortælling
Omtalen i Afar kommer i kølvandet på en lang række artikler og omtaler af Nordsjælland og Den Danske Riviera i toneangivende medier som f.eks. The Times, The Telegraph, The Guardian, Bloomberg og USA Today foruden omtaler i svenske, norske, tyske, hollandske og italienske dagblade og magasiner.
”Vi oplever stor interesse for Nordsjælland fra de internationale medier, hvor Den Danske Riviera er slået igennem som fortælling,” fortæller Christina Heinze Johansson, presseansvarlig i VisitNordsjælland.
At den nordsjællandske kyst omtales som Den Danske Riviera er ikke nyt. Allerede i 1923 omtaler den første turistbrochure ”Den Danske Riviera”. I de senere år har VisitNordsjælland genoplivet det gamle brand internationalt.
”Sammen med VisitDenmark arbejder vi på at udbrede kendskabet til Nordsjælland på de udenlandske markeder, hvor medieomtale er afgørende for at tiltrække de købestærke internationale gæster,” siger Christina Heinze Johansson, der håber, at omtalen vil betyde flere internationale gæster på destinationen.
”Vi har plads og mere køligt vejr om sommeren end i Sydeuropa, hvilket der er stort fokus på lige nu. Men først og fremmest, så er der autentiske oplevelser og en særlig DNA at finde på kysten, hvilket gør Den Danske Riviera og Nordsjælland til et attraktivt rejsemål og en god historie.”
På tværs af alle platforme, når magasinet Afar ud til flere end 40 mio. rejselystne amerikanere. Listen er at finde på Afars hjemmeside og kommer også som artikel i print til december.
Kommunikation & PR