krydstogt i Hundested

Krydstogtskib på sensommervisit i Hundested

14.8.2023
Forfatter: Henrik Numelin
Foto: VisitNordsjælland

Det engelske krydstogtskib MS Balmoral kommer på sensommervisit i Hundested lørdag den 19. august 2023 fra kl. 7.00 til 16.00

Havnen og byen i festdragt

Traditionen tro vil Hundested Havn være pyntet med flag, og ved landgangen står VisitNordsjælland og Hundesteds havneværter klar til med information om Hundested og Halsnæs og til skibets cirka 1.100 engelske passagerer. Havnen indsætter en shuttlebus til at køre non stop mellem krydstogtkajen, kulturkajen og byen.

Hundesteds butikker, spisesteder og seværdigheder er klar til at give krydstogtpassagerne og sommergæsterne en god lørdagsoplevelse i Hundested.

Kl. 15.45 kommer Helsingør Pigegarde på krydstogtkajen og spiller gæsterne og skibet godt afsted.

Glad havnechef

Havnechef Søren Brink glæder sig over, at det er lykkedes at få et anløb. "Vi oplever, at krydstogtrederierne går efter de lidt større havne efter Covid, så derfor er det er glædeligt, at det engelske rederi har sat Hundested ind i sejlplanen" siger Søren Brink, der ser frem til lørdagen.

Da det er første gang MS Balmoral besøger Hundested, er Hundested Havn og VisitNordsjælland inviteret ombord til en Plaquette & Key Ceremoni, hvor skibet bydes velkommen til Hundested af havnechef Søren Brink, og der udveksles plaketter mellem skib og havn.

Det 10. anløb i Hundested

MS Balmorals besøg markerer det 10. krydstogtsanløb i Hundested, siden byen bød det første krydstogt velkommen i 2016. Sidenhen er havnen blevet besøgt af engelske, tyske og norske krydstogtskibe.

Hundested Havn og VisitNordsjælland samarbejder bl.a. med SDK Cruise og Best Destination Partner om at markedsføre Hundested overfor internationale krydstogtsrederier.

Cruise Hundested

Foto:VisitNordsjælland

Program for lørdag den 19. august 2023

  • Kl. 07.00: MS Balmoral ankommer til Hundested
  • Kl. 08.00 - 15.30: Turistinformation på kajen
  • Kl. 08.45 -16.00: Busture i Hundested og Nordsjælland
  • Kl. 10.30 -11.30: Plaquette & Keys Ceremoni (kun inviterede)
  • Kl. 15.45 -16.15: Helsingør Pigegarde spiller på kajen
  • Kl. 16.00: MS Balmoral afgang. Sejler videre til Oslo
Krydstogtskibet Braemar på besøg i Hundested

Foto:VisitNordsjælland

Krydstogtskibet MS Balmoral

  • Bygget 1988 og ejet af det engelske Fred Olsen Cruise Lines. 
  • 43.537 GT, 218 m langt, 32 m bredt, 51 meter højt, dybgang 5,4 m, 17 knob = 32 km/time
  • 1.350 passagerer, 510 besætningsmedlemmer.
  • 710 kahytter, 6 restauranter, 7 barer og 2 swimmingpools.

Det er en tradition i Fred Olsen - rederierne, at give skibene navne, der begynder med 'B'. MS Balmoral er opkaldt efter Balmoral slottet i Skotland. 

Krydstogtet hedder ”Discovering Scandinavians Vikings” og begynder i Rosyth, England den 16. august. MS Balmoral sejler over Nordsøen til Hundested og derefter til en række norske havnebyer og Shetlandsøerne, inden skibet vender tilbage til Rosyth den 25. august.

Sejlplan ”Discovering Scandinavians Viking Heritage”

  • 16/8 afgang Rosyth-Aalborg-Hundested-Oslo-norske fjorde og kystbyer- Stavanger-Shetlandssøerne-Lindisfarne - den 25/8 ankomst Rosyth.
  • 10 dages krydstogt inkl. alle måltider, fra 8.600 kr. i indvendig kahyt.
Henrik Numelin
Hvis der er flere spørgsmål

Cruise Manager | Projektleder | Redaktør | Kontakt: Hillerød

hnu@visitnordsjaelland.com